Før verdens nr. 21-placeringen, de tre ATP-titler, Davis Cup-finalen og turen til finalen i Dubai i år, tilbragte Tallon Griekspoor år på Challenger-touren — hvor han vandt otte titler på en enkelt sæson, en rekord. Han har været Nederlandenes nr. 1 lige siden.

Vi havde fornøjelsen af at spørge ham om optimering af restitution og præstation.

På dit niveau træner alle hårdt. Hvor kommer den egentlige forskel fra?

Alle i top hundrede kan slå til bolden. Det er ikke det, der skiller nogen fra hinanden. Hvis du stiller os alle på en bane, friske, udhvilede og hjemme, er gabet mellem nummer tyve og nummer halvfems meget lille. Gabet åbner sig et helt andet sted.

Det er den sjette uge af en turnérserie. Du har fløjet tre gange, sovet i fire forskellige senge, tabt et sted i første runde og fløjet ud samme aften. Nu skal du spille mod en fyr, der har været hjemme i to uger, og spørgsmålet er ikke, hvem der træner hårdest. Det er, hvem der rent faktisk er nået frem. Om min krop er klar, når jeg har brug for den – det er det, jeg har mest kontrol over, og det er det, de fleste bruger mindst tid på.

Tennis har ingen sæsonpause, hvilket folk undervurderer. Der er ikke otte uger om sommeren, hvor du genopbygger dig selv. Så alt, hvad jeg gør, skal kunne overleve at blive gjort på et hotelværelse i en by, jeg ikke kender, i en uge, hvor intet går godt. Hvis det kun virker, når jeg er hjemme, og alt er roligt, så er det ikke et system – så er det en ferie.

Der findes i dag uendeligt mange trends og protokoller inden for sport. Hvor dybt er du involveret i den verden?

Jeg prøver det meste. Jeg er nysgerrig, og jeg vil gerne teste næsten hvad som helst én gang, så mit svar er nok dybere, end det burde være. Men det, jeg ender med at holde fast i, er meget enkelt, og det bygger alle sammen på den samme idé: hvordan kroppen rent faktisk er skabt til at fungere.

Vi er skabt til at bevæge os på ujævnt underlag, være i dagslys, indimellem have det varmt og koldt, sove, når det er mørkt, og spise rigtig mad. Det moderne liv fjerner stort set alt det. Og mit arbejde fjerner det endnu mere end et normalt liv gør – jeg er indenfor, på fly, i aircondition, under kunstigt lys klokken elleve om aftenen og på hårde, flade overflader i sko med meget støtte. Så meget af det, jeg gør, tilføjer faktisk ikke ret meget. Det genopretter bare det, som miljøet har taget fra os.

Derfor bruger jeg barfodssko i fitnesscentret. Ikke fordi det er en trend, men fordi fødderne er kroppens fundament. Det samme gælder sauna og kulde, sollys den første time af dagen og infrarødt lys. De kosttilskud, jeg tager, er for at optimere den sidste procent af præstation og restitution. Og den sidste procent betyder noget. Intet af det er eksotisk, når man ser det på den måde. Det er bare gamle ting, som man gør bevidst, fordi de ikke sker af sig selv længere.

Hvordan beslutter du, om noget fortjener en plads i din rutine?

To tests. Den første er, om det stadig virker, når alt er skidt. Alt, hvad jeg kan gøre derhjemme i en rolig uge, er nemt. Kan jeg gøre det i Melbourne / på et hotel uden fitnesscenter / efter en natflyvning? Hvis det kræver perfekte forhold, tæller det ikke, for de uger, hvor jeg har mest brug for det, er de værste.

Den anden er, om det kræver for meget viljestyrke. Det tog mig længere tid at lære. Hvis noget kræver, at jeg skal overbevise mig selv hver aften, så gør jeg det i tre uger og stopper. Jeg har en begrænset mængde disciplin, og jeg vil hellere bruge den på banen end på hundredvis af rutiner. Så det, der overlever, er det, der i princippet er automatisk. Næsten som en knap, jeg trykker på.

Jeg har droppet mange ting gennem årene, og ikke fordi de ikke virkede – nogle af dem virkede sikkert. De overlevede bare ikke mødet med en rigtig sæson. Det er en anden standard end, om noget er effektivt i teorien.

Det meste af det, du gør, er ikke egentlig beregnet til at blive set. Gør det en forskel for dig?

Helt ærligt er det en del af grunden til, at det virker. Der er intet publikum til noget af det, så der er intet teater. Træningen kan du lægge op. Resten foregår alene på et værelse, og det ser fuldstændig åndssvagt ud – jeg vil ikke lade som om, det ikke er tilfældet. Halvdelen af det, jeg gør, vil folk aldrig se.

Men jeg har tænkt mere over det, end du måske tror, fordi de fleste ting, du kun kan gøre alene, er de ting, du springer over. Hvis det kræver privatliv, så kræver det et privat værelse, tid og at der ikke er nogen andre i nærheden – og når jeg er på turné, har jeg ikke altid det. Så de ting, jeg rent faktisk holder fast i, er dem, jeg kan gøre hvor som helst.

Det er den ærlige grund til, at jeg bruger HEVO. Det er den eneste del af min aftenrutine, jeg kan gøre med andre mennesker i rummet. Holdmiddag, spillernes lounge, flyet, når jeg sidder med min kæreste og ser noget – jeg tager dem på, og ingen ser dobbelt op, og alligevel får jeg fordelene. Alt andet, jeg gør om aftenen, kræver, at jeg er alene. Det her kræver det ikke, og derfor er det det, jeg aldrig springer over.

Intet af det her er det interessante ved at være tennisspiller. Ingen ser en kamp og tænker over, hvad jeg lavede klokken ni aftenen før. Men forskellen mellem mig, når jeg er bedst, og mig, når jeg kun yder 70 procent, er heller ikke synlig, og det er jo det samme.