Ronja Savolainen er født i Helsinki og har spillet professionel ishockey siden hun var teenager — først i Finland, derefter otte sæsoner i Sverige for Luleå, hvor hun vandt seks mesterskaber. Hun blev draftet som nummer otte i alt af Ottawa Charge i 2024 og har tilbragt de sidste tre sæsoner i PWHL. Hun har to olympiske bronzemedaljer med Finland.

Vi stillede hende fire spørgsmål og lod hende tale.

Du har spillet professionelt siden din teenagealder i Finland, Sverige og nu Nordamerika. Hvad var du nødt til at regne ud om at passe på dig selv, som ingen havde lært dig?

Jeg var forberedt på hockeydelen. Der havde altid været nogen, som havde lært mig, hvordan jeg skulle træne, hvad jeg skulle spise inden en kamp, og hvordan jeg skulle håndtere en skade. Det, jeg ikke var forberedt på, var alt det omkring det. Du flytter til et nyt land, og klubben tager sig af hockeyen, men de andre tyve timer på dagen er dine, og i den alder ved man ikke, hvad man skal gøre med dem.

I en periode var mit svar på ethvert problem at træne mere, fordi det var det værktøj, jeg kendte. Hvis jeg følte mig utilpas, gjorde jeg ekstra. Og nogle gange havde det, der fik mig til at føle mig utilpas, intet med hockey at gøre, så mere hockey hjalp ikke. Det tog mig år at lære at skelne mellem de to ting, og jeg vil sige, at det er det absolut mest nyttige, jeg ved i dag.

Du beskriver sundhed som at passe på både krop og sjæl. De fleste atleter taler kun om kroppen — hvad betyder den anden halvdel egentlig?

Jeg bruger det ord med vilje, fordi jeg har haft uger, hvor min krop var i god form, testede godt, ingen skader, og jeg nød stadig ikke noget. Træning føltes som noget, man skulle komme igennem. Hvis det kun handlede om kroppen, ville det ikke ske.

Så den anden halvdel er den del, der afgør, om jeg har lyst til at være der. Ser jeg frem til at tage på isen. Har jeg et liv udenfor det. Og mad er en større del af det her, end folk tror — at spise godt betyder ikke kun næringsstoffer for mig, det betyder at spise noget, jeg faktisk kan lide. Hvis hvert måltid er brændstof, du har målt, mister du noget. Jeg vil hellere lave ordentlig mad, sætte mig ned, nyde det, og have det som en del af den dag, jeg ser frem til. Det er stadig god mad. Det er bare ikke en straf.

Det lyder som bløde spørgsmål, men de viser sig i min hockey hurtigere end noget, jeg gør i fitnesscentret, og de er sværere at arbejde med, fordi du ikke kan sætte kryds ved dem på en liste. Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre, når mine ben er tunge. Jeg har skullet lære, hvad jeg skal gøre, når det er den anden ting.

Hvad er du villig til at give afkald på for ikke at stresse unødvendigt?

At være god til alt. Da jeg var yngre, ville jeg være den bedst trænede, den bedst forberedte, den bedste holdkammerat, den bedste til det ekstra arbejde, og samtidig være helt okay som person. Det kan man holde til i en periode, men det betyder, at hver eneste dag indeholder noget, du er fejlet i.

Den praktiske udgave er, at jeg har givet afkald på de ting, jeg ikke kan kontrollere. Spilletid, udvalg, hvad nogen tænkte om en periode, jeg spillede. Jeg plejede at tage det hele med hjem og vende det i hovedet i to dage. Nu prøver jeg at efterlade det på banen, og når jeg lykkes med det, sover jeg bedre, og min næste uge bliver bedre — forbindelsen er så direkte for mig.

Jeg har ikke mestret det. Der er stadig uger, hvor jeg tager det hele med hjem. Men jeg er holdt op med at betragte det som normalt, hvilket er anderledes end, hvor jeg var, da jeg var 22.

Hvordan ser en god dag ud fra det øjeblik, du vågner, til du falder i søvn — og hvor går det normalt galt?

En god dag er rolig og en smule kedelig. Jeg sover, indtil jeg vågner, spiser ordentligt i stedet for hurtigt, kommer ud tidligt selv om vinteren, træner, og så er der en lang del af dagen, hvor der ikke kræves noget af mig. Det tomme rum er det, jeg beskytter mest. Det er ikke dovenskab. Det er grunden til, at resten af dagen fungerer.

Det er om aftenen, det går galt, og det er ikke af den grund, folk antager. Min familie bor syv timer foran mig, så de sover allerede klokken tre eller fire om eftermiddagen på min tid. Derefter er aftenen lang, og der er intet i den. Og jeg kan ikke sidde stille i den. Jeg gør rent i lejligheden for milliondende gang, sætter en vask over, går ud og går en tur til, flytter rundt på møblerne — hvad som helst for at få tiden til at gå. Hvilket er det stik modsatte af, hvad jeg har brug for, for nu er jeg helt vågen klokken ti om aftenen og undrer mig over, hvorfor min krop ikke slapper af.

Jeg har ADHD, og det har altid været svært for mig at få min krop til at falde til ro. Så det, der har hjulpet, er at have et signal til, at dagen er slut. Jeg sætter HEVO på omkring otte, og så giver jeg mig selv lov til at sætte mig ned og se tv, og det er blevet min markør. De hjælper mig med at koble af, og det kan jeg se på min Oura-score, hvilket overbeviste mig om, at det ikke bare var noget, jeg forestillede mig. Det, jeg godt kan lide ved dem, er, at de ikke koster mig noget. Ingen disciplin, ingen viljestyrke, jeg sætter dem bare på. At finde de rigtige redskaber er den ene halvdel. At holde fast i dem hver dag er den anden halvdel, og det her er det første redskab, jeg rent faktisk har formået at holde fast i.