Besfort Zeneli deler sin filosofi om restitution
Besfort Zeneli kom igennem akademiet hos IF Elfsborg i Borås, hvor han skrev sin første professionelle kontrakt som nittenårig og tilbragte fire sæsoner i Allsvenskan. I januar 2026 skiftede han til Royale Union Saint-Gilloise i Belgien og vandt den belgiske pokal i sin første halve sæson. Besfort har også taget skridtet op til at blive svensk landsholdsspiller og sluttede sig til holdet ved VM 2026.
Vi ville tale med ham om restitution for at lære og forstå rutinerne hos en sand eliteatlet.
Hvad troede du, restitution var, da du blev professionel, og hvad er det egentlig?
Jeg troede, det var en kategori af ting, man gør. Isbad, massage, udstrækning, protein. En liste. Og da jeg nåede et punkt, hvor jeg gjorde alt rigtigt og stadig følte, at jeg løb i sand, var min reaktion at tilføje mere fra listen. Mere fitness, mere mobilitetstræning, mere af det hele, for hvis jeg gør det hele korrekt, og det ikke virker, så gør jeg tydeligvis ikke nok. Den logik virker helt uomtvistelig på det tidspunkt.
Det tog lang tid at se, at det var den forkerte vej at gå at tilføje mere. Det, jeg har nu, minder mere om at være opmærksom – at bemærke, hvilken tilstand jeg faktisk er i, fremfor at sætte kryds i bokse og gå i seng med en professionel følelse. Det er hårdere arbejde end en liste, fordi man ikke kan blive færdig med det.
Hvad betyder restitution for dig?
Hvor godt jeg kan finde ro igen. Alt er stress – en kamp, en flyvetur, en dårlig nat, andre små ting i livet. Kroppen skelner ikke mellem dem. Så restitution er ikke isbadet. Det er et redskab, og spillerne samler på redskaber i stedet for at stille det rigtige spørgsmål, som er, om de kan finde ro igen, efter de har været oppe. Nogle uger gør jeg alt korrekt og kan stadig ikke finde ro. Det fortæller mig mere end redskaberne gør.
For nogle år siden ville jeg have svaret på dette med en liste, og jeg ville have lydt langt mere sikker, end jeg gør nu. Hvilket er sjovt, for jeg vidste mindre.
Hvilket sundhedsråd fik du tidligt i livet, som viste sig at være forkert?
At du er ung, betyder, at du kan slippe afsted med det. Sov, når du bliver ældre, din krop kan klare alt nu. Og det er ikke helt en løgn — jeg kom mig hurtigt, og man kan godt klare sig på fire timers søvn som nittenårig, og hvis ingen holder øje med en, opdager det ingen. Hver gang man slipper afsted med det, ligner det bevis.
Men du mærker det ikke under den træning. Du mærker det under ugens tredje træning i februar, hvor du er i top i 60 minutter, og så er du det ikke, og du kan ikke pege på noget, du gjorde forkert den uge. Den egentlige pris er ikke engang fysisk. Det er, at du bruger år på ikke at opbygge vanerne, fordi du aldrig havde brug for dem. Så en dag har du brug for dem, og du starter fra nul.
Hvis nogen var blevet siddet ned med mig som attenårig og forklaret det hele ordentligt, var jeg blevet nikket og alligevel gjort præcis det samme. Hvilket får mig til at undre mig over, hvad jeg gør forkert nu, som jeg først vil forstå som tyveotteårig.
Hvordan ser en optimal hviledag ud?
Kedelig. Hvis det er spændende, har jeg gjort det forkert. Vågn uden vækkeur, kom ud inden for en time — lys først, ikke kaffe. Så er det meste af dagen ingenting. Den fejl, jeg begik i årevis, var at fylde hviledagen med restitution. Sauna, kulde, mobilitet, udstrækning. Det er ikke hvile, det er træning med et pænere navn.
Det er om aftenen, jeg mister kontrollen. Jeg har det godt indtil ni, så sidder jeg med min telefon i to timer, og jeg vidste, hvad det gjorde ved mig, og gjorde det alligevel. Det, der ændrede sig, var, at jeg holdt op med at behandle det som et spørgsmål om viljestyrke. Jeg har en telefon, vi rejser konstant. Så spørgsmålet blev, hvordan jeg kan få det blå lys til at betyde mindre. Det var der, jeg begyndte at bruge HEVO om aftenen, omkring ni, når lamperne tændes, og telefonen kommer frem.
Jeg lagde det først mærke til på farten, hvor jeg er værst — lyse rum, sen mad, at afslutte en kamp klokken elleve, mens kroppen stadig kører. Det, jeg bemærker, er, at nedtrapningen starter tidligere. At tage dem på blev signalet på, at dagen er slut, og min krop tror på signalet. Det er et passivt og effektivt redskab til restitution. De kræver ingen indsats, men gør deres job.